I forbindelse med Aarhus Kulturhovedstad 2017, præsenteres en anderledes koncert med baggrund i videnskabelige fakta om universet.
Hør himmelrummet på DOKK1
Stjernerne kommer ned på jorden – og hele vejen ind på DOKK1. Lokale kræfter er nemlig gået sammen om et helt nytænkende projekt: At formidle naturvidenskaben gennem musik. I A Universe from Nothing kan publikum komme helt tæt på astronomien og himmelrummet – under kyndig vejledning af astronom Ole J. Knudsen.
Med mindre man er så heldig at være astronaut, så er det svært for alvor at opleve himmelrummet. Det har komponisten Niels Marthinsen og en række orkestre og kor i Aarhus imidlertid sat sig for at ændre. I projektet Origins2017 formidles naturvidenskaben gennem musikken, så publikum kan opleve det storslåede og fantastiske ved videnskaben.
Hardcore videnskab i musikken
Første projekt er A Universe from Nothing, hvor Århus Sinfonietta og Vokalensemblet GAIA trækker fascinationen ved himmelrummet helt ned på jorden. Det sker ved at skabe en aften, hvor musik, billeder og en engageret astronom forenes til en astronomisk oplevelse.
Her møder publikum både musik og hardcore videnskab. A Universe from Nothing er nemlig ikke en løs kunstnerisk fortolkning, men videnskabelige facts, som musikken omsætter i toner. En af de medvirkende i projektet er således astrofysikeren Anja C. Andersen, som har inspireret digteren Ursula Andkjær Olsen til at skabe en række poetiske tekster om astronomi, himmelrum og videnskab.
”Ursulas tekst er utrolig smuk,” fortæller producent Christina Blangstrup Dahl fra Origins2017. ”Men den er ikke kun en poetisk fortolkning af naturvidenskaben; den går naturvidenskabeligt til værks og handler faktisk om Big Bang, om hvordan rummet udvider sig, om mørkt stof og om sorte huller.” Dermed er det også mere end bare en musikalsk oplevelse, der venter de besøgende på DOKK1. ”Gennem musikken håber vi på at gøre folk nysgerrige på naturvidenskaben og give dem en oplevelse, som rækker ud over de kolde fakta.”
I astronomiske hænder
For at give koncerten endnu en naturvidenskabelig dimension begynder aftenen med, at
astronom Ole J. Knudsen fra Aarhus Universitet fortæller om ”Vejen fra Intet til Ensomhed” – altså lidt om de videnskabelige opdagelser i astronomien og kosmologien, som er inspirationen til A Universe from Nothing.
Ole J. Knudsen er kendt af mange fra sin tid som leder af Ole Rømer-observatoriet i Aarhus – og fra radio, TV og en lang række foredrag, hvor han engageret og humoristisk fortæller om himmelrummet.
Biblioteket blander sig
A Universe from Nothing bliver første gang opført på DOKK1 – midt i biblioteksrummet. Og det er der en pointe med, fortæller Christina Blangstrup Dahl: ”Musikken i A Universe from Nothing er mange steder tyst og afdæmpet, og derfor kommer bibliotekets lyde til at blande sig i opførelsen – fuldstændig ligesom universet omkring os har indflydelse på os med sine solstorme og tyngdepåvirkning.”
Det er ikke den eneste måde, hvor musikken blander sig i biblioteksrummets lyde: ”Vi spiller koncerten lige ved siden af gongen, den store klokke, der runger hver gang et barn bliver født i Aarhus. Hvis der bliver født et barn under værket bliver den store klokke en del af musikken. Den voldsomme lyd fra den store klokke kan pludselig give helt ny mening til det Big Bang, som musikken beskriver,” fortæller Christina Blangstrup Dahl.
Det bliver således en koncertoplevelse, der adskiller sig en del fra den typiske koncertsalsmusik – og det glæder musikerne sig til: ”Vi vil jo gerne gøre folk nysgerrige – både på Niels Marthinsens helt nyskrevne musik, på naturvidenskaben – og på, hvad vi går rundt og laver som musikere,” slutter Christina Blangstrup Dahl.
Om teksten: Ursula Andkjær Olsen
Teksten til musikken er i hænderne på Ursula Andkjær Olsen, en lyrisk ordekvilibrist, som både har digtsamlinger og en række operaer og andre musikalske værker på samvittigheden. Hendes tekst er legende, insisterende og intens – og så ved hun, hvad hun snakker om: Teksten er nemlig blevet til med assistance fra den danske astrofysiker Anja C. Andersen.
Om musikken: Niels Marthinsen
A Universe from Nothing – eller af ingenting et UNIVERS, som værket hedder på dansk – er skrevet af den danske komponist Niels Marthinsen. Tidligere har han blandt andet skrevet to helaftensoperaer, Skriftestolen og Snehvides Spejl, symfonierne Monster Symphony, Snapshot Symphony og Planeterne samt flere orkesterværker, fem solokoncerter (den ene en batmankoncert for tre basuner: In the Shadow of the Bat), fem kammeroperaer: Kærlighed og Forræderi, Maestro, Hul Igennem, Kongen af Himmelby samt Dr. Jekylls Advokat, og en serie på syv værker for forskellige besætninger over Karen Blixens Seven Gothic Tales. Desuden et stort variationsværk for klaver, Maestrovariationer, og mange ofte virtuose værker for større og mindre besætninger.